06-01-2012

Guldfuglens skræppen. (Sorry, this one only in Danish).

Penge-mig-her og penge-mig-dér, alting skal gøres op i penge, uden menneskelige hensyn overhovedet, ....  - og JEG ER BARE SÅ TRÆT AF DET!...  Træt af at høre om Finansgrisen og om Sparekrisen. .... Træt af momsregnskaber, årsregnskaber, momspligtige og ikke momspligtige aktiviteter, træt af kvartals- og årsrapporter..... Træt af at blive beskyldt for at være "kommerciel", fordi jeg er nødt til at drive min kunstneriske virksomhed som en privat virksomhed, bare fordi jeg bor i et område af Danmark, hvor der traditionelt ikke uddeles kunststøtte til nogen som helst, fordi 90% af al statslig kunststøtte udelukkende fordeles mellem skabende kunstnere (billedkunstnere, kunsthåndværkere, komponister, forfattere, m.v.) øst for Storebæltsbroen efter nepotistiske principper....  Træt af at være indvandrerkunstner i Nordjylland, så jeg hverken kan få lov til at udstille på de lokale anerkendte steder som museer, o.s.v. få sponsorer, fondsmidler, midler fra den regionale udviklingsråd eller ordentlig lokal pressedækning på mine vækstskabende kunstneriske og iværksætter aktiviteter... Træt af alle dem omkring mig, der skal tjene penge på mig, d.v.s have tårnhøje huslejer, og forventer, at jeg optræder gratis på P. Nørkjærs Plads, så de kan få kunder i deres  omkringliggende butikker, uden at de selv køber noget hos mig... Træt af konsulenter, der forlanger tårnhøje konsulentvederlag for at rette fejl, de selv har lavet, ... Træt af, at det er en selvfølge, at jeg arbejder fra 6.00-22.00 hele sommeren igennem ulønnet for at servicere tusindvis af turister, der bare kommer for at få oplevelsen ved at møde mig personligt, ikke køber noget hos mig, men derimod lægger masser af penge hos Handelstandforeningens butikker i byen, hos sommerhusudlejere og restaurationer, uden at disse støtter mig økonomisk eller køber noget som helst hos mig ....Træt af, at andre forretningsdrivende hugger mine ideer og produkter og scorer kassen på dem, uden at give mig del i kagen...... Træt, træt, træt .... Træt af store kunder, der løber fra deres kontrakter, efter at jeg har skabt dét, de har bestilt, d.v.s brugt både tid og penge på projektet..... Træt, træt, træt! ... Træt af, at de håndværkere og fabrikker, jeg sætter i sving skal have fuld overenskomstmæssig løn, når ingen vil betale mig for mit arbejde... (Hvor skal midlerne til andres lønninger ellers komme fra?) ......  Træt, træt, træt! .... Alle disse mennesker skal tjene på mig som skabende kunstner, før jeg selv får de krummer, der er tilbage, d.v.s løn for mit arbejde...... GIDER DEM BARE IKKE FOR TIDEN ..... Men heldigvis, så har jeg jo kun et meget lille sted, jeg skal finansiere, (7m2) på P. Nørkjærs Plads...... Dét, at ingen betaler mig for at stå til rådighed for turismen i Nordjylland i nærmest døgndrift i sommerhalvåret, giver mig masser af FRIHED, ... F. eks. friheden til at lade være! ..... Frihed til at melde mig ud af den kommercielle del af showet, "Oplevelsesturismen"  og lige midt i turisthøjsæsonen sige:

"Chiao!, nu smutter jeg til Nordsjælland, Frankrig, København, Norge, eller et andet sted i verden, hvor det er mere attraktivt for mig at være. Dér hvor jeg kan få fred og ro til at tegne, konstruere og klippe 6 strimlede julehjerter med forskellige motiver på for- og bagsiden, fred og ro til at udtænke optiske illusioner og studere matematiske Fibonacchi-teoriers indvirkning på musik og natur, uden at nogen kommer og afbryder mig og spørger om, hvor man kan købe en is eller få noget at spise, og dér  hvor jeg kan få lov at udstille og arbejde under langt bedre vilkår end her" .... - og friheden til at smutte ud af Nordjylland og Danmark og arbejde, når det passer mig, er et aktiv, der er meget mere værd for mig rent kunstnerisk, end eksempelvis at være bundet til nogle enormt store lokaler til en tårnhøj husleje i et kriseramt samfund, der ikke kan finde ud af at bakke op om deres kunstneriske og innovative aktiver .... Jeg er bare SÅ TRÆT AF her i Nordjylland at skulle svare på spørgsmålet: "KA`du leve af det? " .... - "Nej, men jeg kan heller ikke dø af det!" ......  Hvornår går det op for folk, at når jeg gang på gang overlever som kunstner, så er det, fordi jeg er nøjsom, kan leve på en sten og i lange perioder gør det? .... Om man kan leve af det, man laver, handler ikke kun om, hvor meget man tjener, men også om hvor meget, man giver ud.... Éns forbrug ..... Der findes én simpel regel for enhver form for forretningsdrift: Der skal mere ind, end der gives ud, .... og i en innovativ virksomhed som min og med en skabende kunstner som jeg, der ikke får økonomisk støtte nogen som helst steder fra, er det ikke kun de faste omkostninger og aflønninger, der skal være råd til, der skal også være råd til fremtidig konceptudvikling , produktudvikling, udstillinger m.v..... -- og der er kun ét sted, de nødvendige midler kan tages fra, nemlig mit eget overskud,  for det er ligeså sikkert som AMEN i kirken, at de næste vækstskabende projekter, jeg har, kan jeg heller ikke få fondsstøtte, regionaludviklingsstøtte, sponsotstøtte eller kunststøtte til .... Så hvorfor lave dem i Nordjylland, når jeg får mere ud af at praktisere dem andre steder? ... Den tid, der går med at lave en udstilling, er der ingen garanteret løn for, og skal man stå til rådighed under udstillingen og servicere de besøgende, får man heller ingen løn for det. .... Så hvergang, jeg laver en super velbesøgt udstilling her i Nordjylland, der har taget 1 år at lave, men som ingen i lokalpressen gider at skrive om, så går der et år fra dén tid, jeg kan bruge på at få nogle klejner i kassen, f. eks. ved optrædender andre steder, spille eller holde foredrag eller ved at lave kunstbestillinger, malerier, papirkunst o.s.v......... Så det er vel ikke så underligt, at jeg tænker gevaldigt over HVOR og i hvilke reder, jeg lægger mine guldæg fremover, vel?

Lisbet Lærke.