07-10-2012

En glemt gruppe.

Så er min 92-årige, halvdøve og blinde farmor i Nyborg blevet udsat for sit 4. hjemmerøveri. Hun er for længst holdt op med at politianmelde det, for politiet gør ingenting ved det, siger hun, og hun kan ikke beskrive røverne, som hun mener er de samme sigeunere gang efter gang.

 

De har siddet  på parkeringspladsen foran hendes lejlighed og studeret hendes rutiner og vaner, kender dem ud og ind, ved hvornår hun får sin folkepension ud betalt.

 

Det er ikke, fordi hun har levet et luksusliv. Hun født i 1920érne og efter at have vokset op under krisen i 30 érne og have været ung mor under 2. verdenskrig, knoklede hun i mange, mange år som en helt almindelig arbejder, syerske på akkord for at kunne gøre som samfundet bad hende om, nemlig spare lidt op til sin alderdom, så hun kunne få sig et trygt og økonomisk sikkert liv på sine gamle dage. Det samfund, som nu er fuldstændigt ligeglad med hende. Hun og mange andre ældre lever i utryghed, frygt og betaler den ultimative pris for hedengangne politikeres  ”Længst muligt i eget hjem”-politik, og hun har for længst mistet tilliden til sine omgivelser, til politikerne og til at nogen vil beskytte hende. Hun ønsker bare at dø……

 

Tyvebanderne fra østeuropa betragter hendes hjem som det store tag-selv bord. Nu har de stjålet allle hendes værdier, rendt med kontanter gang efter gang, men hvad sker der den dag, hun går over til at bruge plastikkort eller de ikke kan finde noget af det de leder efter, når de går ind hos hende? Skal hun så maltrakteres og ende i en kedelig statistik af svagelige ældre, der pines og plages til døde eller aftvinges koden til dankortet eller med en kniv i ryggen tvinges ned til en pengeautomat for at tømme den i forvejen slunkne konto?

 

Det var et tilfælde, at jeg opdagede, at hun igen havde haft besøg af sigeunerne sidste lørdag, da jeg tirsdag d. 2/10 var på Sydfyn for at hjælpe Søren Kragh-Jacobsen under optagelserne til hans næste spillefilm. Da indspilningerne blev hurtigere færdig den dag end planlagt, besluttede jeg at aflægge hende et ekstra visit. Var jeg ikke kommet forbi, havde ingen opdaget, at den gamle dame igen var blevet røvet. For hun føler ikke, at nogen gider at hjælpe hende. Hun har længe søgt en beskyttet ældrebolig / plejehjemsplads, men sådan én kan man desværre ikke lige give en 92-årig kvinde.

 

Hvorfor kan man ikke dét?

 

Jeg mener: Hvor svært kan det lige være at forudse, at en person, der er 60 år i 1982 vil blive plejekrævende som 92-årig i 2012?.

 

Politikerne og kommunerne har i årevis vidst, at den store generation, der nu er i 90´erne og er hjemmeboende, ville blive pleje- og beskyttelseskrævende nu. Hvorfor har man så ikke sørget for beskyttede plejeboliger til dem?

 

Hvorfor skal disse mennesker, der har knoklet hele deres liv for at opbygge vores velfærdssamfund leve et uværdigt liv i utryghed i deres allersidste leveår?

 

Nå, men d. 2/10 hvor der også var fernisering i USA på den censurerede udstilling ”Watermarks, member show”, som jeg deltager i under navnet Lisbet Lark, var jeg altså ude at filme med Søren Kragh-Jacobsen på Sydfyn først på dagen og bagefter ovre at samle stumperne  af min chokerede gamle skrøbelige farmor op i Nyborg.

 

Dagen før kom jeg med på Pernilla Augusts filmstrimmel i en af de første afsnit af DR fiktions næste TV-serie ”Arven efter Veronika”, der har premiere i januar 2014. Hvad jeg lavede dèr, finder du ud af, når du ser den. Jeg kan ikke røbe noget om handlingen, bortset fra, at det var en oplevelse at møde nogle af vor tids allerstørste og prisbelønnede skuespillere på nært hold i nogle spændende omgivelser i den gamle TV-by i Søborg.

 

Jeg er, efter at have oplevet hvordan min farmor bliver behandlet af samfundet, kommet til den konklusion, at jeg som gammel hellere vil være rig på oplevelser end på likvide midler og pensionsopsparinger, for oplevelserne er der ingen,  der kan tage fra én. 

 

 

Lisbet Lærke / Lisbet Lark.

 

12/1 2013: Tilføjelse: TV-serie produktionen "Arven efter Veronika" har skiftet navn til "Arvingerne."