16-09-2012

Verden er jo større end Danmark ...

 

….- Om jeg har travlt i øjeblikket?.....  Hvordan ku´ du´ lige gætte det? ….. Nej, det er egentligt ikke så slemt. Travlheden ligger mest i at drikke kaffe i hjemmeatelieret og besvare mails fra mine  4-5 efterårsudstillinger vedrørende praktiske ting omkring  udstillingerne af mine kunstværker, som andre står for i Ungarn, Tyrkiet, USA og Frederiksværk.

 

Jeg har i år kun én efterårsudstilling i Danmark indtil videre, og det er en temaudstilling i Galleri GAL (Ganske Anderledes Levende) v. / Leif Nielsen i Frederiksværk sammen med andre kunstnere, da mine andre 3-4 udstillinger er i udlandet, spredt ud over kloden. Men jeg kan ikke nå rundt til dem alle sammen, så eneste mulighed indtil videre for at træffe mig i Danmark i efteråret, bliver ved ferniseringen på John Mogensen udstillingen i Galleri Gal, d. 29/9 kl. 14, hvor jeg og en række andre danske kunstnere har skabt hvert et stykke billedkunst over forskellige stykker John Mogensen – lyrik fra hans kendte sange.

 

Som du måske kan fornemme, så er min web-master på overarbejde for tiden. Han klager over, at han ikke kan følge med, har haft travlt med at omstrukturere maleridelen, så der nu er blevet plads til min nye ”streg”. Både den almindelige og Half-aside-malerierne. Minsandten, om der ikke også ligger en lille live video- overraskelse under opslaget ”Half-aside malerier”, mine optiske illusioner, der er én af mine nye opfindelser i denne sommer. Han har også oprettet en ny side, der hedder " Film & teater", hvor han har lagt nogle fotoserier ind fra forskellige filmoptagelser og teaterpermance, jeg har deltaget i i år.

 

Siden sidst er der også blevet tid og overskud til at gå lidt ud og opleve andres kunst og underholdning. Jeg nyder især, at min mand og jeg igen kan gå i byen sammen. Jeg modtager langt flere kulturelle invitationer, end jeg har tid til at deltage i, men det bliver typisk til 1-2 gange om ugen. Ikke alt er selvfølgelig i min smag, men eftersom jeg selv har været med i adskillige teater- og filmproduktioner, og ved hvor meget tid, energi og penge, der investeres i dén branche, så vil jeg i denne blog nøjes med at omtale de virkelig gode oplevelser, jeg har haft, og ikke spilde god spalteplads på dårlig omtale af de events, film og teaterforestillinger m.v. som jeg ikke lige bryder mig om.

 

Af de virkelig gode oplevelser, kan jeg nævne, at vi har været til en forpremiere i Albertslund Musikteater på Landsteatrets nye og hylende sjove opsætning af Simon Bretts forestilling ”Små Grå Løgne”, om et aldrende og nydeligt ægtepar , spillet af Kurt Ravn og Birthe Neumann, hvor alting efter 40 års ægteskab kører på autopiloten og facaden skal opretholdes. Et par grå guldfisk, der har levet hvert deres parallelle liv i kuglebowlen, og hvor der går panik i vandorglet, når fortidens skygger nærmer sig rundt om bowlen.

 

http://www.landsteatret.dk/forestillinger/forestillinger/-smaa-graa-loegne/-om-forestillingen.html

 

Som du kan se på linket her, så kommer den snart på et spillested nær ved dig, for de starter nemlig med at tage på turne i provinsen, inden de til sidst kommer tilbage til Københavnsområdet.

 

 

I de seneste dage, hvor min web-master har lagt den ene nye udstilling på gallerioctopusart.dk efter den anden, er der kommet endnu flere ”Calls for entries”, d.v.s.,  invitationer til mig til at deltage i censureringer i udlandet, samt bestillinger af kunst til udstillinger. Det er skønt at have noget at lave, men jeg laver altså også MEGET GERNE  kunst til danske udstillinger og udstiller gerne sammen med andre  kunstnere, selvom jeg er slået igennem på de censurerede / permanente udstillinger i udlandet, før jeg har haft så meget én eneste fernisering i Danmark, skønt jeg har haft over 10 udstillinger i Danmark indtil nu….

 

.....– og hvis det skulle blive aktuelt, er der altså også plads i bookingkalenderen til endnu en filmrolle, efter at indspilningerne til ”Genfærd” er afsluttet, men ellers så ses vi til fernisering lørdag d. 29/9 kl. 14 i Galleri Gal, (Ganske Anderledes Levende) Arresødalvej 4, Frederiksværk.

 

Lisbet Lark / Lisbet Lærke.