01-08-2012

1 fugl i hånden er bedre end....

Måske tænker du: ”HOVSA, hvor blev menupunktet ”Kunstnerbolig til salg” her på sitet l af?” eller ”Hvorfor er Lisbet ikke i Tisvildeleje lige for tiden?”

 

Årsag:

For en uge siden, da hele familiens situation så aller sortest ud, var jeg  næppe  gået op i en spids over den forværrede situation, før tlf. ringede og ejendomsmægleren fra HOME i Hjørring øjeblikkeligt ønskede vores tilstedeværelse dér, fordi en køber havde skrevet under på en slutseddel, som vi skulle underskrive hurtigst muligt.Cool

 

 

Aldrig har jeg pakket en kuffert så hurtigt. Det kunne bare ikke gå hurtigt nok med at komme afsted derop. På Sjællandssiden kunne man ikke se Lisbet Lærke´ s pariser rumpet for bar´ skosåler, mens at jeg, jo mere jeg nærmede mig Nordjylland, blev bremset ned i et mere og mere sindigt tempo af den offentlige transport. Det tager minimum 9 timer at stille til et akut møde i Nordjylland for tiden, når man befinder sig i Nordsjælland,....- p. gr. a. nedstyrtede togbroer, div. personpåkørsler og andre forsinkende elementer. Men efter at have kørt med tog, tog, bus, tog og togbus, ankom jeg sent ud på aftenen til Hjørring Banegård, hvor jeg glædede mig over, at jeg trods alt ikke skulle til helt til Hirthals, for Hirthalsbanen kører stadig efter den gamle køreplan fra dengang IC- togene kørte helt igennem til Hjørring fra København. Toget mod Hirthals afgår 1 /2 minut, før togbussen fra Ålborg kommer ind…

 

Nå, men dét vi ikke når i dag, når vi nok i morgen, så dagen efter blev slutsedlen underskrevet, og for nysgerrige sjæle, kan jeg da røbe, at hemmeligheden ved overhovedet at kunne sælge bolig i en krisetid i et fuldstændigt fastlåst og stillestående marked er at lade køberen få boligen til dén pris han kan betale og derfor byder, så er dén sk.. slået:

Om vi blev trilliardærer på handlen? ….- Næ, heller ikke i denne ombæring. Det er der jo ingen, der bliver i dag, men man gør klogt i at holde fast i den lille levende fugl, man har i hånden og lade være med at forsøge på at kravle op efter de  10 døde lerduer, der sidder på taget og klapper op og ned efter forgodtbefindende.

Med hensyn til filosofien bag denne beslutning, kan jeg jo henholde mig til min egen tekst i min lille vise, ”Rigdommens Poesi”, der er udgivet til download / CD her, hvor du også kan lytte til en bid af den:

 

http://www.digibutik.dk/DiGiDi-250.aspx?GroupID=GROUP533

 

…. -og som siden jeg skrev den i 2009 er blevet mere og mere aktuel for hver dag, der går i krisen. …

 

Med slutsedlen underskrevet fik vi pludseligt travlt, for huset er solgt til ny ejers overtagelse pr. 1/9 2012.

 

1)  Nøglen til pavillonnen, mit erhvervslokale på P. Nørkjærs Plads, der hvor mit kombinerede arbejdende værksted og galleri, Galleri Octopus Art tidligere lå P. Nørkjærs Plads 20, er blevet afleveret, så nu det frit til , at andre kan leje det. Henvendelse til ejendomsmægler Jens Jørn Calundan, P. Nørkjærs Plads på tlf: 40 73 39 20.

 

2) Drukket en kop farvel-kaffe med nogle af mine tidligere naboer i Hjørring. Jer kommer jeg godt nok til at savne. Vi har haft det skønt sammen og det er dejligt at vide, man fortsat er velkommen hos jer.

 

3)  Mens vi pakkede resten af vores sager ned i Hjørring, gik det lige op for os, at vi har et barn, der bliver mere og mere handicappet, hun får stille og roligt vredet kroppen i stykker i et modbydeligt kapløb med tiden, men at vi  pr. 1/9 mangler en passende bolig til hende og os selv under behandlingsforløbet. At de 23m2, vi har i Tisvildeleje ikke er plads nok til 1 voksen mand, 1 voksen kvinde med 4-5 arbejdende værksteder, en hund, en lettere handicappet teenager og en hospitalsseng i X  gange et halvt år og en kørestol, for hver gang hun skal opereres, skal hun ligge ned i et halvt år bagefter. Det ekstra værelse, vi har lejet til hende i Tisvilde er ikke optimalt i længden, da det ikke er egnet til vinterbeboelse og ligger langt væk fra skolen i Vejby. Men vi har boet småt i et stykke tid, i noget vi var sikre på under alle omstændigheder at have råd til at bo i,  koblet ventetiden i Sygehusvæsnet i København sammen med ventetiden på at få solgt vores bolig i Nordjylland. Nu er den solgt og hun har en henvisning til ortopædkirurgisk afdeling på Rigshospitalet samtidigt.

 

 

4)      Efter salget af boligen er vi sikre på, hvad vi kan bosætte os for i Nordsjælland / Københavnsområdet, der jo er væsentligt dyrere at bo i end Nordjylland. Midt i bekymringerne, fik vi en skøn opringning om, at min mand nu har fået et godt fast job i Københavnsområdet fra d. 1/9. Dejligt… 1000 tak for dét.

 

 

5)  Så fik vi endnu mere travlt med at få pakket sammen, men pludselig gik vi i stå igen, for hvor skulle vi flytte hen?  Der er langt mellem vores lillebitte bolig i Tisvildeleje og Gladsaxe, hvor min mand har fået job, og han ville være væk fra os akkurat lige så lang tid som før, fordi han ville skulle have et pendlerrum derinde. Store 3-4 værelses atelier lejeboliger i Nordsjælland / Københavnsområdet med plads til en teenager med særlige behov, plads og lys nok til mine 4-5 arbejdende kunstneriske værksteder og plads og tilladelse til at have en hund hænger ikke på træerne. I gamle dage sagde man, at gode råd var dyre, det gør man ikke i dag, for inden man får nået at bekymre sig, så har man lagt sin boligefterlysning ud på de sociale medier, FACEBOOK, et medie, der som dette er fuldt af nøglehulskiggere og andre nyttige og søde mennesker, hvor nyhederne spreder sig hurtigere end ringene i vandet efter et stensmut. Så 3 timer efter fandt vi en ledig lejebolig, der modsvarede ovennævnte behov. Den er blevet reserveret til os. 1000 tak for dét.

 

 

Så her en uge efter, jeg drønede til Nordjylland for at sætte min underskrift på en slutseddel, kan jeg drøne tilbage til Nordsjælland, besigtige en lækker og gennemført atelier-lejlighed i Nordsjælland og sætte min underskrift på en lejekontrakt dér. Fagre nye verden!

 

På det kunstneriske område går det stadig tjept. Jeg har måttet sige nej til et par opgaver i ugens løb p. gr. a. flyttetravlhed. Men én har jeg dog sagt ja til:  Jeg har lige fået en papirkunstbestilling fra et museum i Tyrkiet, der åbner i oktober i år, og som gerne vil have papirkunst af den danske papirkunstner og julehjertekunstner Lisbet Lark med i deres faste samling og permanente udstillinger, … og meget gerne ét af mine små avancerede flettede julehjerter, please…..

 

En anerkendelse og mig en ære….

 

Hjerte´er skaber kulturbroer.

 

Ufatteligt så langt, man kan komme her i livet, bare ved at give slip på alt materielt og følge sit Hjerte…..

 

Lisbet Lærke.

NB: Mit "Dukkehus" i Tisvildeleje, min lillebitte lejlighed på 23m2, som har været min base for film- og kunstnerisk arbejde i Københavnsområdet samt datterens entré til behandlingssystemet i de sidste 3 måneder, beholder jeg. Det har jeg nemlig istandsat i min fritid midt i kaosset til en lille perle på en måde, så det kan bruges til lidt af hvert både sommer og vinter. Jeg ejer stedet og har langtidsplaner for det, men jeg har også stadig planer om fortsat at ville bruge det som fast værksted / residens om sommeren, for Tisvildele er en skøn, propfyldt og livlig by om sommeren. Så det er IKKE til salg... Cool