11-07-2012

Zigeunerdansen.

”Guuuuuuuuuud, ka´ du os´ se sådan ud, du er jo en helt anden person, end i sidste uge,” sagde lydmanden, Peter, da vi forleden havde en ekstra optagedag, og jeg havde skiftet tøj, kropssprog  og psykisk sindsleje i rollen som Søs til normal tilstand , moderen i optagelserne til novellefilmen ”Genfærd”. Han havde kun set mig i rollen i dén traumatiske tilstand, man kan se på denne uges hjemmeside forsidefoto.  Men der skal nok være andre, der bliver chokeret, når de engang kommer til at se dén pæne dame, Lisbet Lærke,  ”Gazellen fra skuret”  forvandlet til en psykiatrisk patient, og hvad jeg kan finde på at gøre foran kameraet  i dén tilstand, neddykket i en anden persons karakter, der ligger så milevidt fra min egen. I en tilstand, hvor jeg ligner noget, katten har slæbt ind. Sidst på ugen bød optagelserne på langt mere grænseoverskridende adfærd, end på fotoet her og jeg tør godt sige, at man får mig at se i situationer og handlinger, man ikke forventer at finde den stille Lisbet Lærke i.

 

I grunden er det skønt for en gangs skyld at have en opgave, hvor man som kvinde kan møde op med uglet morgenhår , hænge- alting, iført en gammel klud og uden makeup på.  Det sidste er nu ikke noget nyt. Det har jeg også gjort i de 4 andre teater- og filmproduktioner, jeg på én eller anden måde har medvirket i her i foråret. Nogen vil måske opfatte det som en provokation i disse styling – og smukhedsfikserede tider, men de fleste mennesker, der oplever dét traume, som sanselige Søs kommer ud for i ”Genfærd”, har ikke overskud til at tænke på deres eget udseende, så jeg må jo have virket autentisk nok og fungeret på optagelserne uden makeup, ellers var jeg nok blevet bedt om at smøre mig ind.

 

Forside- mobiltelefonfotoet blev i øvrigt taget under optagelserne i onsdags i en lys og lækker 6 -værelses højloftet stuklejlighed på 3. sal på Østerbro i København. Hold da op, hvor var den stor! Hvert enkelt rum var større, end den lillebitte lejlighed, jeg selv bor i på 23m2, så den første dag på settet fór jeg lige vild et par gange. 

 

Onsdag d. 4/7 hvor ugens forsidefoto blev taget, var det varmt og lækkert sommervejr med 25 grader og høj solskin udendørs, men optagelserne foregik den dag primært i stuen og i aftenstemning, så alle vinduerne var blændet af med mørklægningsgardiner. Det var nok den hårdeste del af opgaven den dag: At skulle være dér i et mørkt rum fra morgen til aften, og zappe ud og ind  en 30-40 gange i løbet af dagen i éns egen følelsesmæssige klangbunds dystreste hjørner, når man selv dybest set var i sprudlende godt humør fra morgenstunden, men det lykkedes at blive i rollen det meste af dagen. Hen på eftermiddagen blev jeg så sendt ud på en 1 ½ times luftetur i en pause rundt om søerne.

 

På et tidspunkt stødte jeg på et zigeuner-orkester, der stod og spillede, og da jeg havde stået og kigget lidt på dem, blev jeg budt op til dans af en tilfældig forbipasserende fransk turist -  og her er det så, man skal huske at sige ”Ja”, så man kan få brændt ”krudtet” af.

For ét er, at man ikke har nogen skuespilleruddannelse og skal spille en så traumatiseret personkarakter, noget andet er at gøre det i en periode af éns liv, hvor man selv har rigeligt med de traumatiske udfordringer, der nu engang er en del af livet og skæbnen …. Så det var skønt at få afreageret, danset det ud af systemet for en stund. 3 danse tog vi, inden vi skiltes i hver sin retning. Han tog til lufthavnen, og jeg smuttede tilbage til mørket på filmsettet.  

 

Det drejer sig om at sige ”ja” og ”nej” på de rigtige tidspunkter i éns liv. Havde jeg nu ikke været i den situation rent privat, og samtidigt skullet spille en så dyster personkarakter i en filmrolle, havde jeg muligvis afvist den franske turist og sagt "nej" til dansen, fordi "det gør man ikke og slet ikke midt på gaden". Men somme tider er man bare nødt til at gøre noget andet, end dét man plejer og især når man er i situationer, man ikke plejer at være i.... - og det var ret skønt lige at få lov til at finde sig selv igen midt i al kaosset.

 

Livet er for dem, der lever det, og det kan varmt anbefales at snuppe sig en vild og livsglad improviseret zigeunerdans midt i mørket …

 

 

Filmoptagelserne fortsætter i uge 29 på andre lokationer.

Lisbet Lærke.