14-02-2016

Inferno.

Noget er helt galt.
Kan fornemme det.
Har svært ved at komme igennem denne dag.
Ville have været sammen med andre, der har det ligesom jeg, men kan ikke.
Sørger stadig over dét, der skete.
Dét, som ændrede mit og mange andres liv til et mareridt.


Min 6.sans sagde fra.
Derfor var jeg der ikke.
I dag siger den fra på nøjagtig samme måde.
Derfor vil jeg ikke være til stede,
når bælgmørket bliver til et flammende inferno,
fordi ikke alle går i samme takt.


Min 6. sans lyver aldrig.


Den fortæller mig også,
at selv om jeg har skrevet dette,
så over 118.000 mennesker,
ja, hele verden kan læse det her,
er der ingen,
der tager mig alvorligt.
Det rager folk en høstblomst,
hvad dette digt betyder,
de er ligeglade,
for jeg er ikke kendt.


Jeg har ikke hugget hovedet af en hest,
slået andre mennesker ihjel,
vist mig frem nøgen,
skidt på gulvet,
skubbet folk over bord,
haft en kriminel fortid,
fornærmet nogen eller lavet en skandale for åben skærm.

Derfor lytter ingen til, hvad jeg har at sige.


Jeg er ikke-eksisterende, derfor kan infernoet ikke forhindres.

Så længe, jeg ikke får en stemme og dermed retten til at eksistere i universet,
vil jeg være en antihelt,
- og være rævestolt af det.


Min 6. sans lyver aldrig.
Den redder mig gang på gang.
det gør den også nu.


Det er den 14. februar i dag, Valentinsdag, og årsdagen for angrebet på næstekærligheden.


I ytringsfrihedens navn,

AMEN!




Digt "Inferno" skrevet af Lisbet Lærke kl 01.00 natten til søndag d. 14 /2 2016