13-06-2012

HOVSA !!!!!!!!

Jeg er et HOVSA-menneske.

 

Det har aldrig har været muligt for mig at planlægge mit liv, skæbnen har altid styret det 100%. Jeg plejer at sige, at jeg er dér, hvor vinden blæser mig hen.

 

For 23 år siden blev jeg f. eks. gravid, så jeg sagde til mig selv: … ”HOVSA!..  Nu er jeg gravid, så er det nok nu, jeg skal være mor”, så nu har jeg en dejlig voksen datter, som jeg elsker helt vildt. Siden fik jeg så en søn og en datter på samme måde. Havde jeg nu skulle planlægge, var det nok aldrig blevet til noget med at få børn, men jeg har taget dem, der kom, når de kom, også tilpasset mit liv efter dem. Det er nemlig aldrig børnene, der ikke passer ind i éns liv, det er altid alt det andet i éns liv, der ikke passer ind i en tilværelse med børn. Andre HOVSA situationer:

 

HOVSA! Nu har mit barn pludselig udviklet en deformerende sygdom, som hun ikke kan få undersøgt ordentligt behandlet her, hvor vi bor… Fint så rykker vi bare teltpælene op og flytter hen hvor hjælpen er 450 km væk… Lige nu… - også selvom i skal bo småt i starten.

 

Forleden fik jeg så nøglen til min yngste 15-årige og Scoliose-ramte datters nye værelse med egen indgang lige ved siden af min 23m2 lejlighed ”Dukkehuset” i Tisvildeleje, hvor hun nu i vid udstrækning klarer sig selv rent praktisk, og det betyder at ”HOVSA”-mennesket Lisbet Lærke nu for første gang siden jeg var 18år har min egen bolig, hvilke giver helt nye ”HOVSA”-muligheder…

 

F.eks: ”HOVSA!” nu er der ikke længere nogen, der kommenterer alt hvad jeg foretager mig, kommenterer min påklædning eller låner den, eller: ”Hovsa”, nu kan jeg spille på klaver kl. 10 om formiddagen uden nogen bliver sure over det, fordi de har andre sovevaner. Eller: HOVSA, nu kan jeg arbejde i mit værksted hjemme indenfor diverse skriverier, musik, papirkunst, malerier, o.s.v., uden nogen bliver sure over mit  ”hvord´n –faén- ka´-du-finde-rundt-i det-roderi”  med skitser, ufærdige noder,  lærreder, ideblokke, tegnpapir, nodepapir, glanspapir, pap, diverse tegn- og klipperedskaber, bestillinger, der er færdige, nogle, der er i gang, noget der skal sendes ud til udstilling, noget der er i idefasen, noget, der skal forberedes til senere events, et manuskript til gennemlæsning, 5 musikinstrumenter+ et stk´s lettere handicappet og hudløst ærlig teenagepige med særlige behov alt sammen på 23m2….Men HOVSA!:  Et flinkt og barmhjertigt menneske i lokalområdet forbarmede sig over HOVSA-mennesket Lisbet Lærke, så datteren nu har sit eget værelse.  Ligesom der også ”HOVSA” er kommet en tid til hende hos en ortopædkirug med rygdeformiteter som speciale. Mange tak for dét… 1000 Tak for hjælpen, derude...:-)

 

Efter at have boet alene et par dage, er jeg kommet til den HOVSA-konklusion, at hvi s jeg har 109 m2 at bo på, så roder jeg på samtlige 109 m2, hvis jeg har 23 m2 at rode på, så roder jeg kun på 23m2. Ergo er det en fordel kun at bo på 23m2. Rod og uperfekthed i et vist omfang er inspirerende, og jeg har opdaget at andre meget kreative mennesker har det på samme måde. Det er jo skønt i en tid, hvor vi alle sammen skal være så ordentlige, følge strømmen, perfekte, vores hjem skal ligne Bo-Bedre-hjem, o.s.v., at komme ud i andre boliger, hvor der lige ligger en sok i et hjørne, eller står lidt opvask, fordi der er andet der er sjovere at lave end at rydde op, når man er kreativt anlagt.…

 

Forleden havde jeg en aftale om et møde i en lejlighed på Jagtvej, men blev ½ time forinden , da jeg var på vej i linie 18,  lige omdirigeret til en lejlighed inde ved planetariet. HOVSA! …  Så blæste vinden lige én i en anden retning igen. Man har en plan til man laver en ny. Så over i en linie 5, ... af ved søerne,...  og da tiden var knap og transportmulighederne få, besluttede jeg, at HOVSA! Nu var det nok blevet tid til, at Lisbet Lærke skulle have dagens motion. Så jeg tog den i skarpt trav / småløb i klip-klapper og krøllet kjole ned langs søerne blandt de ekstremt checkede, dyrt- og moderigtigt klædte motionsløbere ved søerne…. Tå-rems-klip-klapper er jo ikke lige det mest egnede til motionsløb, og  jeg skvattede da også på en trappe ved Planetariet og forstuvede min ene ankel.

 

Men jeg blev afledt fra anklen i de næste timer, da jeg kom ind i en stor og meget inspirerende lejlighed, som uden tvivl tilhører et super-kreativt menneske. I rækken af roderigenstande i mit hjem listet op herover, faldt du måske lige ”HOVSA”  over vendingen: ”Manuskript til gennemlæsning”. Jeg lagde faktisk ikke mærke til, hvor meget der rodede i den pågældende lejlighed før til sidst i opholdet, hvor jeg blev rost for ikke at kommentere tilstandene på stedet, for jeg tilbragte 3 timer dér med et par meget behagelige mennesker. Med prøveinstruktioner, prøvefilming af diverse sindstilstande, som alt i alt gav 40 minutters test filmoptagelser til en instruktør, der skal bruge en kvindelig skuespiller til en karakterrolle som en ca. 35-40 årig mor. Når man tager af sted til en 1. casting (samtale) som jeg  gjorde for et par uger siden som 46-årig, komplet ustylet,  uchecket, HOVSA-kvinde blandt alle de jævnaldrende perfekte og skolede skuespillerinder eller perfekte kvinder, der i årevis har gået på castingkurser og møder op i fuld krigsmaling i stilletter med lårkort og rynkerne spartlet , …. Ja så er der altså brug for, at éns (FB)-venner, familie, m.v. krydser alle fingre, tæer, tunger, klinger, hårtotter, lår, o.s.v. for én .... Det kræver altså et vist mod at møde op som sig selv med egen rødlige leverpostejshårfarve og morgenkruseduller om aftenen, i en gammel stribet maler-herreskjorte (Dén der lige var ren dén dag), et par småhullede piratbukser  o.s.v ... Men der er noget, der tyder på, at jeg formåede at skille mig ud fra mængden, i hvert fald røg jeg videre til 2. halvleg med prøvefilmning forleden…

 

Meeeeeen lad os nu se, lad os nu se, det kan være, der er en anden, der er bedre til opgaven end mig. Der er jo så mange uddannede og utroligt dygtige danske skuespillerinder og jeg har den dybeste respekt for dem. Så måske er der bare én, der bedre til jobbet end jeg… Det var en utroligt spændende  oplevelse, en læreproces for mig. Det meste lå naturligt for mig, heldigvis. Hvis jeg ikke får rollen i filmen, så gik jeg  i hvert fald derfra med en positiv oplevelse af, at jeg havde udviklet mig personligt og kunstnerisk under seancen, flyttet mig fra punkt A til B. Lært noget nyt. Skønt!Tak for det! Uanset om jeg selv kommer til at medvirke i filmen, så glæder jeg mig i hvert fald til at se den, når den er færdig.

 

Der er nogle læsere af bloggen her, der har bedt om at få lagt fotos ind fra de statist-, film- og teateropgaver jeg har haft i feb- maj i år, (Se aktivitetskalenderen). Men dels, så er det ikke alle professionelle producenter, der vil have, at man offentliggør private fotos taget under filmindspilninger før selve filmprojektet er færdigskabt og der er premiere, eller at man offentliggør fotos taget under prøver til teaterforestillinger, og da jeg selv foretrækker at koncentrere mig 100%  om selve samarbejdet i stedet for at lade mig forevige med diverse evt. kendte personer på fotos under processen, og derpå lagt ud på nettet i én eller anden HOVSA-situation, har jeg næsten aldrig et kamera med mig. Det er ikke så vigtigt for mig at have et foto til souvenir, men mere vigtigt for mig at ”tune” mig ind rent kunstnerisk på dem, jeg samarbejder med…. –og da en hjemmeside og en blog  jo er et medie, så har vi her i galleri Octopus Art vedtaget den presse-etik, at mine samarbejdspartnere heller ikke bliver nævnt, før projektet starter, evt. løber af stablen, eller folk /producent m.v. har givet deres tilladelse til at,…- eller selv bedt om at blive nævnt eller blive foreviget med mig på fotos her på siden.

 

Der er intet afgjort omkring castingen til hovedrollen forleden, bortset fra, at uge 27 fra d. 1/7- 8/7, som jeg annoncerede ledig for et par blogindlæg siden, nu er reserveret i min kalender. Det er ugen inden jeg tager afsted til det historiske slot Kalman Zell i bjergene ved grænsen mellem Østrig og Ungarn, hvor jeg tager ned for at møde andre internationale kunstnere, lave og udvikle ny billedkunst, papirklip, foredrag, slappe a´, spille musik og planlægge opsætningen af censurerede udstillinger i Budapest senere på året...

 

Når jeg kigger tilbage på den 1 ½ måned, jeg har været i Københavnsområdet og hele forløbet med min datter, som i øvrigt stortrives her, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at skæbnens veje jo er uransagelige:

 

HOVSA! :… Nogle gange sker der noget tragisk i éns liv, som så viser sig at give nye positive muligheder på nogle helt uventede områder ...

 

-især hvis man er villig til at flytte sig…. Hurtigt.

 

Lisbet Lærke / Lisbet Lark.