04-06-2012

Ømme Dupper

 

Denne uges mentale redning midt i en vinduesudskiftning og et mindre kloakmareridt på hjemmefronten i Dukkehuset, blev helt klart min deltagelse i den kombinerede installationsudstilling og teaterperformance, ”Ømme Dupper”, 24 timers totalteater, der løb af stablen på Ovengaden Institut for Samtidskunst. Hårdt men sjovt.

 

Egentlig skulle jeg udelukkende have været statist, og havde regnet med, at jeg kunne studere tilblivelsen og udviklingen af en helt ny scenekunstgenre, som en flue på væggen, måske stå i en vindueskarm og se lidt lækker og intellektuel ud med et æble på hovedet eller noget i den stil. Men det kom til at gå helt anderledes, da instruktøren, manuskriptforfatteren og idemanden bag projektet, Petra Berg Holbek, pludselig langtidssygemeldte sig midt i udviklingen og skabelsen af stykket, lige før prøverne skulle starte først i maj og inden manuskriptet var forfattet helt færdigt. Prøveforløbet blev forsinket, nye instruktører kom på, og da jeg skulle instrueres, var der ikke noget manuskript til den monolog, man gav mig. Så jeg måtte selv i gang med at lave den.

 

Det var bestemt ikke nogen helt nem opgave at skrive i en stil, som passer både ind i Gertrude Steins univers, og som er så forskellig fra min egen måde at skrive på, og samtidigt lave noget, der passer 100% ind i dét Petra Berg Holbek havde tænkt sig (for hvad var det mon, hun havde tænkt sig??? ) og ind i dét, de andre sad og skrev på, ind i stemningen på stedet og omgivelserne på stedet, hvor jeg aldrig havde været,  og ind i helheden, der først blev samlet ved premieren d. 1/6 2012 (Ingen generalprøve). Noget,  jeg ikke havde prøvet tidligere,…- men hvis man ikke prøver, ved man jo ikke, om man kan, så jeg gik i gang som så ofte før i håbet om, at jeg ville vokse med opgaven.

 

Instruktøren Steen Haugesen satte mig til at skrive en absurd monolog om min Fjällräven Rygsæk, min tegnekuglepen og min papirkunstnersaks, 3 ting til punktet ”Hverdagsarkæologi”. 3 ting, jeg altid har med mig, og takket være ham, lykkedes det mig også at få performet monologen om dem, som jeg så , da stykket var i gang, intuitivt fik passet ind i rytmen i de andre performeres samtidige sanselige aktiviteter og i stemningen i omgivelserne i de 4 x 1 time, der var sat af til monologen henover weekenden.  Det var en spændende udfordring at fange og holde opmærksomheden blandt folk i alderen 4-90 år i en stor sal uden mikrofoner, spots, make up, eller andre smarte nymodens hjælpemidler med en lang absurd monolog, der kørte i loop, skulle fortælles igen og igen, samt at få min egen performance og udtryk til at glide ind i de andre performeres, men det  lykkedes, synes jeg. I hvert fald lod det på forunderligste vis til, at folk slog sig ned, stod og sad i lange perioder og lyttede som tryllebundet af den helhed og stemning, som min monolog indgik i .  Ikke så ringe endda i disse zappetider.

 

Jeg var også live installationskunstner i forestillingen, hvor jeg blev sat til at lave installationer ud af grøntsager og frugt. En lille dreng på 4 år sagde: ”Se, mor, der er en voksen dame, der leger med maden”, hvorefter jeg i den følgende pause blev skældt ud af moren for at være upædagogisk.  Det var så lige her, man havde en fordel i at have arbejdet som skabende kunstner på gaden foran Galleri Octopus Art i Nordjylland, for det røg ud af mig:  

 

” Jamen så er det jo godt, han har sådan en god mor. Drengen er i det mindste i stand til at identificere frugt og grøntsager som mad.  Hvis du nu kun havde fodret ham med junkfood, cola og burgere, havde han ikke anet, hvad det var jeg stod med i hånden”, …

 

- og sådan skred weekenden frem på hyggeligste vis.

 

Derudover var jeg med som en levende del af installationen, f. eks som strikkerske, lagde hår og krop til en foroverbøjet akavet rytmisk rituel hårvaskescene, var med i et par synkrone madspisningkoreografier, med som levende statue og i loop-kørende handlinger med de andre aktører.

 

Alt i alt en afstressende, kunstnerisk udviklende og terapeutisk oplevelse, men jeg har lidt ømme dupper hist her i kroppen efter den 3 dage lange krævende event, så der er én, der skal slappe a´i et par dage, hvorefter jeg regner med at være oppe på dupperne igen.

 

God bedring til Petra Berg Holbek og mange tak til teatergruppen Lucky Motels, til de studerende på Teater og Performancedelen på Københavns Universitet, til medvirkende elever fra Statens Teaterskole, til crew samt til alle de andre medvirkende for samarbejdet og for en dejlig oplevelse.

 

Lisbet Lærke / Lisbet Lark.