06-05-2012

"Det enkle liv"

Hokus-pokus-filli-hankat!:Cool

Nu er datteren og jeg så flyttet ind i en lillebitte nordvendt bolig i Tisvildeleje by, ca. 200 meter fra Kattegat, hvor vi lever det såkaldte "enkle liv" og jeg er i gang med at etablere mine værksteder.

Menneskekroppen og Psyken har ikke ændret sig synderligt siden vi boede i huler for 10000 år siden, måske er det dét, der gør at mange stadig har en drøm om det enkle liv…- og hvad er så ”Det enkle liv”?...... Mange forbinder ”Det enkle liv” med økologi, bare tæer, violet klud om hovedet og en stor ødegård i Sverige, men ikke jeg…. Jeg har aldrig været den store køber af økologiske produkter, simpelthen fordi, det er så nemt for forhandlere og producenter at fuske med deklarationen og indholdet. Kun 30% af indholdet af en vare, man køber skal være økologisk dyrket / opdrættet, før man må kalde det økologisk. Så når man står med en bakke økologiske æg i hånden i supermarkedet, kan man jo godt filosofere over, hvilke 3 af de 10 æg i bakken, der kommer fra økologiske og fritgående høns og hvilke 7, der er lagt af burhøns, for de pakkes på de samme pakkerier… Det lyder ikke særlig enkelt…

 

Men hvordan praktiserer man så ”Det enkle liv”, når man har 23 m2 at leve på 2 mennesker, ingen plads til fritgående høns og frilandsgrise, og når der ikke hører så meget som én m2 jord med til éns bolig?... Dét kommer denne blog også til at handle om udover selvfølgelig fortsat også alle mine kunstneriske aktiviteter og ting, der rører sig i tiden.

 

Som man kan læse om ovre i menupunktet ”Lidt om mig” har jeg altid interesseret mig for ”Det enkle liv”, livet uden den helt store luksus. Livet med diverse genbrugsfund, og optimering af alle praktiske ressourcer. For mig er ”Det enkle Liv” i høj grad forbundet med dét at leve alternativt blandt andre mennesker, der har et kæmpestort personligt forbrug af almindelige forbrugsgoder, og dermed penge og CO2-udslip, men det er også et urgammelt behov fra hulefolkenes tid:  Dét, at kunne klare sig og overleve i enhver situation med næsten ingen materielle ting ved at starte forfra under nye vilkår i en ny hule og bygge et nyt liv op…. –og det er sådan set dét, jeg nu har kombineret privat samtidigt med, at jeg varetager mit syge barns tarv og behov for at blive behandlet optimalt.

 

Det lyder på én gang meget romantisk og politisk korrekt helt i tidens ånd set i lyset af vor tids sager om børnemishandling og klimaproblematikken … Men ét er teorier og ideologisk livsførelse, noget andet er at praktisere sine ideer…

 

Så vi zapper lige tilbage til nutiden og realiteterne:

Vi flyttede ind sidste weekend i dukkehuset på Hovedgaden i Tisvildeleje uden vand og strøm i køkkenområdet, så allerede her aktiveredes urgenerne hos mig og alarmberedskabet blev sat i gang, for det svarer fuldstændigt til situationen, der opstod, når ilden gik ud for kvinderne hos hulefolkene for 10 000  år siden. Min spejderdatter tog situationen i stiv arm, hun er pioner og vant til primitiv livsførelse, d.v.s. bygge en boplads op uden moderne bekvemmeligheder men kun med det naturen og eller omgivelserne omkring hende har af ressourcer.

 Vi løste problemet med et moderne titanium tracking kogegrej fra EVERNEW, der forhandles hos http://www.backpackinglight.dk  og bruges af rygsækvandrere, hvor alle gryder kan sættes ind i hinanden, fungerer som målebægre, lågene kan bruges til pander og gryderne kan bruges til kopper. Det lykkedes os ikke alene at få usædvanligt lækker mad på bordet hele ugen, men også at få skabt masser af permanent plads i køkkenskabet til andre ting. Sættet fylder  nemlig kun 13x12cm, når det er klappet sammen. For de silikone belagte håndtag kan klappes ind langs grydekanter og låg, så de ingenting fylder i et skab. Det har også en anden fordel: Man får ikke lavet for meget mad. Der er én portion kød og kartofler eller ris mv. til hver person, for der kan ikke være mere i gryderne. Færdig.  Ingen overspisning. Skal man have fyldt tallerkenen og maven yderligere op, kan man gå ombord i de lækre rå grøntsager og frugter, som man selv har været ovre og høste hos den flinke SPAR-købmand på Hovedgaden, ligesom brødet naturligvis også er hjemmebragt fra bageren på Hovedgaden, da vi endnu ikke har fået etableret en ovn i køkkenet.

 

Nogle dage inde i opholdet i vores nye hule, dukkede der så et par flinke, dygtige og effektive elektrikere op fra JT electric i Tisvilde, som udvidede en hovedmåler, satte et par faser ekstra på bimåleren, samt byggede el-nettet ud indenfor og udenfor og flyttede og satte et par ekstra kontakter op inde i hulen vores, så vi nu kan holde råvarerne kolde og lave mad på de 2 kogeplader på i minikøkkenet, der med vask, kogeplader, køleskab, afløb, affaldssortering fylder 120cm x 60cm….- og vi  har indtil videre besluttet at fortsætte med at lave mad med det lille kogesæt uden at anskaffe os større gryder og pander, for har vi ikke fået andet positivt ud af oplevelsen med den manglende strøm, så har vi i hvert fald fundet ud af at spare masser plads i skabet ved at bruge kogegrej med flere funktioner, noget der kan klappes / foldes sammen og sættes ind i hinanden. Principper, jeg i øvrigt med succes også praktiserer i min indretning af resten af lejligheden for at få plads til mine 4-5 arbejdende værksteder og socialt samvær: Midt i flytte-ind- kaosset uden strøm og vand i Køkkenet lykkedes det os nemlig at holde ”housewarming” med 7 gæster på den 23m2 med  ”god plads” til at komme omkring på.

Men vi mangler én til ”at grave en brønd”, eller dét man i moderne tituleringssprog vistnok kalder for en autoriseret VVS-mand, så vi kan få sluttet vandet til i køkkenet …....

 

Galleri Octopus Art i Hjørring har fortsat åbent, og til de lokale folk, der har henvendt sig til min galleriejer, Bent Voldby, fordi de undrer sig over, at der forsvinder malerier og papirkunst derfra, selvom jeg ikke er der, er svaret såmænd, at vi ultimo april har indført mulighed for PAYPAL-betaling og dermed åbnet markedet for over 190 000 000 PAYPAL-brugere, så de ting, der bliver solgt via denne hjemmeside, bliver fjernet fra Galleri Octopus Art på P. Nørkjærs Plads, efterhånden som folk køber dem nettet, akkurat som de før i tiden blev fjernet fra galleriet, når folk mødte op personligt hos mig i Galleriet og købte dem. Jeg er i øvrigt startet med at arbejde i mit nye private arbejdende værksted, også selvom hjemmet ikke er helt istandsat endnu, for jeg modtager fortsat kunst- og musikbestillinger samt bookinger til diverse events i ind- og udland.

Lisbet Lærke.