20-04-2012

The show must go on...

I de forløbne 1 ½ uge har jeg haft travlt på Sjælland.

 

Dels har jeg været til filmfestival i København og se den film-teaterforestilling, som jeg selv medvirker i (i filmdelen), Dreyer Den Danske Tyran, en nyudvikling indenfor dansk scenekunst skabt af Stewart Lynch. Det vises på Dagmar Teateret frem til d. 28/4. Stykket foregår i 1 time af Carl Th. Dreyers liv ca. 10 dage før hans død i 1968 i hans arbejdsværelese. En speciel oplevelse, for Carl Th. Dreyer var direktør for Dagmar Teateret, og hans rigtige arbejdsværelse fra dengang ligger stadig på 1. sal i dagmarteateret lige oppe over scenen, hvor det hele foregik. Pudsigt. Man fornemmer mennesket Carl Th. Dreyer, der hele sit liv igennem ikke følte sig accepteret og i hele sin karriere gik og drømte om, at en Amerikansk rigmand skulle give ham 30 millioner til at lave hans livs værk, en Jesus-film. Han fik et tilbud om at få 10 millioner kr, men det var ikke godt nok til Dreyer. For mig lyder både 30 000 000 kr og 10 000 000 kr som enorme beløb i nutidens penge. I 1968 må beløbene have været nærmest svimlende, og havde han nu kunnet nøjes, hvis man kan kalde det dét, når man bliver forgyldt og kan leve feteret i årevis af en enkelt kunstnerisk opgave, så KUNNE det jo godt være, at det var lykkes ham at realisere sin store drøm, mens han levede. Men det kunne han ikke, og dermed gik hans store drøm i vasken. Hvad Dreyer ikke havde forestillet sig var, at hans low-budget stumfilm ”Jeanne d´Arch” i 2010 ville blive kåret som den allerbedste film, der nogensinde var blevet lavet i hele verden. For Dreyer kunne nemlig kunsten at fortælle en historie uden at bruge lyd, farver, animationer, o.s.v. alt dét smarte, der skal til i dag for at fastholde et publikum. Da han lavede stumfilm fandtes der heller ikke makeup, så kvinderne i hans film var meget naturlige, det var de markerede typer, der var moderne dengang. Først i 1920´erne blev makeuppen opfundet og senere i 1950´erne blev den videreudviklet. Det gør så, at vi sjældenheder i nutiden, klassiske typer, der ser nogenlunde naturlige ud med egen hårfarve, o. s. v. nemmere bliver booket til statistroller, m.v. i historiske film, end folk, der er stylet som moderne modeller anno 2012.

 

Jeg nåede også at deltage i et informationsmøde omkring endnu en event, nemlig ”Ømme Dupper”, en ny kunstform, der skal udvikles, en "installationsperformance", blanding mellem installationsudstilling og teater, opkaldt efter Gertrude Steins prosasamling af samme navn. Her skal jeg indgå som en levende del af installationen, som finder sted 1.-3. juni 2012 på Ovengaden, Instituttet for Samtidskunst på Christianshavn. ”Ømme Dupper” handler om de smukke rutineprægede handlinger i hverdagen, der er blevet så trivielle, at vi næsten ikke lægger mærke til dem. Så det bliver lidt af en udfordring for mig, der konstant er i bevægelse og aldrig har 2 ens dagsforløb, at skulle forestille / spille én eller flere personer, hvis udvikling er gået fuldstændigt i stå, hvis det da er dét jeg skal. Jeg er spændt på at se, hvad de sætter mig til. Det er en teatergruppe, Lucky Motels, der har booket statisterne og står for produktionen, og prøverne i maj måned kommer delvist til at foregå på Københavns Universitet.  Instruktør: Petra Berg Holbek. Eventen, hvis prøveforløb i maj i øvrigt kommer til at indgå i et kursus på Københavns Universitet for studerende på kandidatuddannelsen i Teater og Performance Studier, strækker sig over 48 timer d. 1.-3. juni 2012. De medvirkende er dog ikke til stede i alle 48 timer. Projektet bliver støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg samt af Bikuben-fonden.

 

Ellers er mit 1 1/2 uge lange ophold på Sjælland også denne gang gået med at få indrettet så meget som muligt af min lillebitte lejlighed, som vi nu kalder for ”Dukkehuset”, så praktisk, at jeg kan bo og arbejde i den med et barn med særlige behov. Denne gang var min datter med i noget af tiden, og det er skønt at opleve, at hun engagerer sig i sin situation og synes, det er spændende at være med til at indrette.

 Oprindelig købte jeg den for et halvt år siden, fordi det var billigere for mig at bo i den, når jeg er i Københavns området, end at bo på hotel hele tiden. Jeg var bare SÅ træt af nomade tilværelsen med at sove i en ny seng, hver gang jeg var derovre, så jeg ville have et fast sted med den samme seng at sove i hver gang….

 

Men der er jo som bekendt faldet en togbro ned, lavet serviceforringelser, indført flere skift, og andre ting, som forlænger transporttiden samt stødt en alvorlig sygdom til hos mit barn siden i vinter, så nu er jeg endnu mere glad for at have et fast sted at overnatte derovre, fordi jeg har brug for at være der i længere og længere perioder. Turen mellem Tisvildeleje / København og Hjørring tager nu op til 9-10 timer hver vej i tog og busser, alt for lang tid til at min datter, der har en rygsygdom kan klare turen siddende eller stående, og det er også alt for lang tid til at jeg orker at blive ved med at tage turen flere gange om måneden i forbindelse med familiearrangementer og kunstnerisk arbejde. Så nu skal vi til Tisvildeleje at bo småt men permanent sammen i stedet for, og jeg skal arbejde i og fra den lille bolig. Midt i det dybt tragiske i situationen med Marie´s helbred, så glæder vi faktisk rigtigt meget til at starte på en frisk og lære badebyen og dens andre faste beboere at kende. Hun har meldt sig ind i Sct. Helene Skole, samt til forskellige fritidsinteresser, og her i Galleri Octopus Art glæder vi os til på sigt at kunne slå os ned i Tisvildeleje, når jeg har fået solgt mit hus i Svanelunden i Hjørring. Da vi fortsat bygger gamle møbler om til lilleputboligen i Tisvilde, er huset i Hjørring endnu ikke sat til salg…. –også er jeg fortsat i gang med forberedelserne til mine aktiviteter på Kalman Szell slottet og mine næste censurerede udstillinger, som foregår i Ungarn henover sensommeren….

 

Så jeg kommer vist ikke til at kede mig sådan lige foreløbig.Cool

 

Galleri Octopus Art på P. Nørkjærs Plads har stadig åbent. Kig under punktet ”Åbent/Open”, hvis du tænker på at kigge ind. Åbningstiderne ændrer sig fra uge til uge i denne min 4. og sidste sæson på pladsen, p.gr.a. udviklingen såvel privat som kunstnerisk.

Lisbet Lærke.