15-07-2014

Ude er godt, men... *... being out is feeels gooood.

Oh, this blog is primarily in Danish ´cause it´s about Danish mentality, when it´s worst. I had a great residence in Paris, thank you very much for a wonderful experience and a great 5 years anniversaryas an artist. In July I´m finishing my next exhibiton, which is  The woven Heart Art Museum, "Julehjertemuseet" and while I´ve been away, I´ve been chosen as a manager for the Museum and for “Kulurhulen” the culture cave, in Tisvildeleje. So I´m busy.

Lisbet Lark.

 

-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-

 

Ude er godt, men hjemme er bedst, …. - eller er det?

 

Det var et skønt ophold og 5-års kunstnerjubilæum i Paris.

 

Mens jeg var væk, er jeg blevet udnævnt til leder af Kulturhulen  i Tisvilde og Direktør for Julehjertemuseet samme sted. Det er ikke, fordi jeg forventer stående ovationer, receptioner  eller går specielt meget op i titler, men et enkelt ”Tillykke” kunne man vel nok have forventet fra omgivelserne i stedet for den afsindige jalousi, jeg blev mødt med fra en kollega og nu tidligere ven på egnen, da jeg efter at have knoklet i 5 år i døgndrift for at nå dertil, hvor jeg er kommet nu, gav mig selv  2 fridage i jubilæumsgave, og derved ikke deltog i Kunstfestivallen i Tisvilde i denne weekend.

 

Jeg bekendtgjorde det forud på min FB-væg, så folk ikke dukkede op for at spørge efter mig, hvilket jo ville være naturligt, når de er vant til at kunne møde mig i Tisvilde.

Nu er det jo ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret.

Jeg vidste ikke, der var kunstfestival i Tisvilde i denne weekend, og det viste sig da også, at den var blevet flyttet med kort varsel fra en solskinsdag til en øsende-regnvejrsdag.

 

Utroligt synd for billedkunstnerne, synes jeg,  der må være gået adskillige vandskadede værker til under dén event. For alt blev vådt, kunne jeg konstatere, da jeg lige var ovre for at kigge og sige ”Hej” som besøgende.

Men jeg fik altså det glatte lag af denne ”ven”, der venligst skrev og bad mig notere mig følgende på min FB-væg:

 

hvis du vil beholde din såkaldte pæne "status" som anerkendt kunstner, som du så fint udtrykker det efter hjemvendt ophold i Paris og nu ankommet til Tisvildeleje efter kun, at have opholdt dig der oppe i 3 år, så tal pænt om os anerkendte lokale kunstnere, som er opvokset i dette kunster miljø og ikke ser os, os for fine til, at blandes os med befolkningen, før du udtaler dig bør du bestemt læse på deltager listen, da der er mere kendte kunstnere og tv værter tilstede i morgen ind din status er og læs på, at Man ikke bare bliver tisvildekunstner, af at ha været i Biernalen osv..”
MVH

 

(-og her vil jeg undlade at nævne HVEM, det er, der holder mig ude fra det ”fine” selskab i området, men vedkommende kalder sig selv for kunstner og har efter eget udsagn et dybt socialt fundament i området)                       

Janteloven er den største hindring for enhver form for udvikling i et kriseramt samfund.

 

Nu har jeg ALDRIG talt grimt om de andre kunstnere i Tisvildeleje, jeg har ej heller kaldt mig selv for ”Tisvildekunstner”, åbenbart et kvalitetsstempel og en MEGET fin titel, hvis eneste krav er, at man er født i lokalområdet.

Det er den nedladende og ”på befolkningens vegne”- kollektive stigmatiserende tone i  ovenfor blokkopierede kommentar, der bare fortæller ALT om, hvorfor nye ressourcestærke og innovative personer ikke gider at starte noget op i kriseramte små lokalsamfund i UdkantsDanmark, der domineres af små ”fine” lokalpatriotiske kliker.

 

Titler er noget kun kongelige og adelige fødes ind i, ellers søger titler hen hos dem, der yder et stykke arbejde. Som i mit tilfælde, hvor de er blevet givet mig  i forbindelse med, at jeg har varetaget de opgaver, jobbet indebærer frivilligt i årevis uden aflønning, og som jeg dermed har knoklet mig til (og stadig kommer til at knokle for at bevare).  Nu går jeg ikke voldsomt op i dét med titler, for jeg har alligevel så mange af dem, at de ikke kan stå på ét enkelt visitkort.

 

Jeg har indtil videre klaret mig fint i 3 år som en musestille skabende kunstner i Tisvilde, hvor jeg både har en ejerbolig, et værksted, en kunstnerisk virksomhed, laver design, laver illustrationer, laver papirkunst, billedkunst, skriver tekster, skriver musik inspireret af miljøet i Tisvilde og får det udover rampen internationalt og konstant udvikler mig, samt læser manuskripter igennem og indøver dem, når jeg får en lille rolle engang imellem…- også nyder jeg stilheden og havet..

 

Forsvarer man sig overfor ovennævnte person, kommer vedkommende med det sædvanlige autopilotsvar, som ruller næsten smågrædende ud, hvergang vedkommende ikke kan klare sig i en diskussion eller bliver kritiseret:

”Du kender ikke mit liv. Du ved ikke, hvad jeg har været igennem.” 

Nej, søde lille og altid så poetiske du, men jeg kan levende forestille mig, at det ikke har været nemt med dén holdning, du har til andre og nye mennesker, og det giver dig bestemt ikke ret til og er ingen undskyldning for, at opføre sig så ledt og manipulerende overfor andre mennesker, der yder en indsats omkring dig.

Ligeledes ser jeg gerne, at du undlader at projicere dine egne mindre sympatiske sider overpå mig i et forsøg på at manipulere mig op mod omgivelserne, det klæder dig ikke.

Men du opfylder da til fulde den generelle fordom omkring billedkunstnere, nemlig: At billedkunstnere er et skrøbeligt, lidende folkefærd med store indre smerter, og indrømmet: Du har store kunstnere med det symptombillede at kigge på som forbilleder, så det sælger da temmelig sikkert nogle billeder at stille sig op og klynke, hvergang nogen forsvarer sig mod dig, og ”det er synd for dig med alt dét du har været igennem”.  

 

Alle mennesker har, når de har levet længe nok, traumer med i rygsækken. Det er bare ikke alle, der vælger at udbasunerer det for offentligheden, bruge det som et salgsparameter, lever på andres medlidenhed og bruger dem for at retfærdiggøre deres handlinger...

 

Du kender heller ikke mit liv og ved heller ikke, hvad jeg har været igennem. Når jeg gang på gang siger, at jeg HAR taget min tørn som kunstner på gaden, og IKKE har lyst til at stille mig op på en markedsplads og sælge min kunst, så har det sine grunde, som ingen, heller ikke du nogensinde har gidet beskæftiget sig med. Men jeg sætter mig ikke hen og hyler og trygler om folks medlidenhed. Jeg sætter i stedet for nogle grænser for, hvad jeg vil finde mig i og deltage i.

 

Jeg føler mig IKKE tryg ved at skabe min kunst, når der er andre til stede i rummet eller omkring mig, for jeg kan ikke koncentrere mig om dét jeg laver, når folk står og rører ved mig eller kommenterer på det, før jeg er færdig med værket, da det forstyrrer mig i det intime indre rum, der er mellem mig og dét jeg skaber, at folk står og fortolker det, før jeg har færdiggjort det.

 

Hele 2 gange indenfor en måned har jeg prøvet at blive overfaldet bagfra af 2 vidt forskellige nærmest sindsforvirrede og ”besatte” mandspersoner (enkeltvis), mens jeg sad og tegnede på  P. Nørkjærs Plads, uden at der var nogen i omgivelserne, der greb ind og halp mig, da jeg havde Galleri Octopus Art i Nordjylland. De 2 er aldrig blevet fanget og straffet. Siden dengang har jeg ikke haft lyst til at male, tegne, klippe, spille eller i det hele taget underholde gratis offentligt og frit tilgængelig i DK og på den måde”blande mig med befolkningen,” som du så smukt insinuerer, at jeg skulle "føle mig for fin til." Jeg arbejder helst i enrum. Hændelserne har lært mig, at der dybest set kun er mig til at passe på mig.  Det er derfor sjældent, at for mig vildt fremmede personer, kan møde mig alene på en fortrolig 2-mandshånd. Så JEG HAR taget min tørn som kunstner på gaden i oplevelsesturismens hellige navn.

 

Med hensyn til resten af mit tidligere liv, så får verden nok indtil flere STORE CHOK den dag, jeg skriver min selvbiografi, hvis nogen engang interesserer sig for at udgive den.

 

Tillad mig at pointere, at hver gang jeg er med på censurerede udstillinger, rejsende udstillinger eller opnår anden form for anerkendelse i ind- og udland med kunst jeg har skabt i Tisvildeleje, og derigennem får nye fans, så bliver den lille fisker- og badeby promoveret..- også hvis det er udenfor sæsonen, jeg laver noget. Det slæber nemlig nye folk og dermed vækst til byen, hver gang jeg fremover foretager mig noget kunstnerisk i byen eller er med i events, (hvis jeg altså er ”fin” nok til at være med…... )

 

Læs lige på dét, ik?

 

For det er jo et lille samfund, og tiden, vi lever i, har jo bevist i byen, at vi ikke kan leve af at klippe hinanden.

 

Mine kunstkunder har igennem 3 år nu købt sig ind i områdets hoteller, sommerhuse, spiser på byens restauranter, (det gør jeg også selv). Jeg bor og skaber kunst året rundt i Tisvilde, kunst, der er kommet langt ud over rampen internationalt. Jeg betaler ejendomsskatter i Tisvildeleje og er dermed med til at finansiere bl. a. de kunstnere i Gribskov kommune, der ”går i hi” om vinteren på kontanthjælp og førtidspensioner, ligesom jeg også via min almindelige personskat . moms og virksomhedsskat fra min kunstneriske virksomhed, som bor i byen er med til at finansiere de kunstnere, der får den livsvarige kunstydelse eller kunststøtte, så lær lige dette:

 

 DER ER GRÆNSER FOR, HVAD JEG FINDER MIG I AF FRÆKHEDER OG RESPEKTLØSHEDER FRA ANDRE KUNSTNERE.

 

I designdelen beskæftiger jeg  håndværkere og trykkeriarbejdere i Gribskov Kommune, køber ofte mine dagligvarer hos Købmanden i Tisvilde, køber materialer i Gribskov Kommune, handler i byens butikker af næsten enhver slags.

 

Så helt ærligt:

Er det så ikke bare en lille smule …….., at en ”lokal” kunstner, der ikke engang SELV bor i Tisvilde, skal have lov til at bestemme, om jeg må kalde mig ”Tisvildekunstner” eller ej og om jeg skal have adgang til det såkaldte ”fine selskab” i byen eller fryses ude?

 

Jeg har aldrig haft en drøm om at "avancere" til ”Tisvildekunstner,” og jeg har heller aldrig brugt titlen "Tisvildekunstner"t om mig selv, endsige hørt udtrykket før. Personlig er jeg ret ligeglad med om folk kalder mig Tisvilde-kunstner eller ej, så længe jeg kan tage ud og hente anerkendelse og især accept dér, hvor dén slags Jantelov, jalousi og smålighed ikke gælder blandt kunsteksperter. Det er kommentarer som den ovenfor fremhævede, der gør, at jeg sommetider er nødt til at tage udenfor landets grænser for at få luft. For det er lige dér, Danmark bare bliver for lille.

 

 

Jeg laver dét, jeg laver, primært, fordi jeg ikke kan lade være, og ikke for at skabe mig en eftertragtet identitet eller "gøre mig fortjent" til en titel, man skal fødes ind i for at kunne få.

 

Nu har jeg haft mit eget værksted i byen på egen hånd i 3 år, hvor jeg uafhængigt af alle grupperinger i byen har klaret mig og holdt mig uden for alt kunstnerisk fnidder-fnadder mellem grupperingerne, og det har jeg tænkt mig at blive ved med, for det er mit liv bare for kort til.

 

Jeg ELSKER at være i Tisvilde, og er kommet til at holde utroligt meget af mine søde naboer i byen, som jeg har valgt at tage et stort hensyn til. Derfor har jeg har insisteret på, at events og andre aktiviteter i det stille event-koncept ”Kulturhulen,” Tisvildes mindste kulturhus, primært skal ligge udenfor højsæsonen, for der er også brug for stille oplevelser i byen og ikke kun for al hurlumhejet midt på sommeren. Det gør jo ikke nødvendigvis oplevelserne ringere, at de finder sted i et lille sted eller udenfor sæsonen. Men det er også fordi jeg ofte bliver booket professionelt lang tid i forvejen til kunstneriske aktiviteter i ind- og udland i sommerperioden, som det lige skete med mit Paris-ophold, og man kan jo ikke være flere steder på én gang.

 

 Min 1. opgave som nyudnævnt leder af Kulturhulen og direktør for Julehjertemuseet, har været at få samlet alle Julehjertemuseets håndfremstillede udstillingsmøbler sammen fra dem, der har fremstillet dem, og fra opbevaringer rundt omkring, lave den sidste finpudsning af dem, få dem tilpasset til hinanden og rummet, da de har været kørt væk / fremstillet andre forskellige steder, p. gr. a  en anden udstilling i Kulturhulen tidligere på året. Labels er i gang med at blive lavet, lidt optiske illusioner kan nok ikke undgås, når man er optisk illusionist, noder er der med i udstillingerne, belysningen er ved at blive fremstillet og leveres i næste uge. Jeg har lige i går designet billetterne og andre tryksager og fået dem sendt i trykken, så de er klar til brug. Vi er ved at færdiggøre dekorationerne til julehjertekunststykkerne i udstillingerne, der alle er færdiglavet og færdigindrammede og klar til opsætning, men dog lige nu befinder sig i sikkerhed for savsmuld og støv et andet sted.

 

Det er max. spøjst at gå rundt i shorts , lårkort kjole og solbriller og pynte op til jul, holde jul i juli, når det er 30 grader og sol udenfor og total julestemning indendøre. Men det er ikke desto mindre dét, vi er nødt til, for at få museumsplanerne, vore andre kunstneriske gøremål i efteråret samt promoveringen af museet til at gå op i en højere enhed rent tidsmæssigt. Vi er heldigvis nået meget langt, så dét skal vi nok nå, for vi er ultra tæt på at være 100% klar til åbningen af Julehjertemuseet i Tisvildeleje her 3 måneder før, den løber af stablen.

 Med venlig hilsen Lisbet Lærke, Kulturhulen, Tisvildeleje.