13-01-2014

Knæk og bræk / Crack.

(Den danske udgave ligger som sædvanligt nednunder den engelske)

 

English version: 

The first time I entered the scenery for DRFiction´s new TV series "Arvingerne", I was deeply fascinated by the Danish international recognized artist Veronika Grønnegaards home at South Fuen, where the story takes place. Till now I been in part 2 of the series. After watching the first couple of episodes I´ve been asking myself, how a Danish female artist can be so recognized outside Denmark and at the same time live a totally anonymous life in Denmark at the same time?

 

By second thoughts I might be the one, who knows the answar to that question best, just as I also know the gred, that embraces her and her art. Everything around he is about money for everybody aruond her, while se herself was thinking in a more immaterial way. A typically artist mind in  typycally artist life. The greediness in the persons, who lives from her and her art, when she goes to the other side during the Christmas, and the panic that appears, when the "milk cow" dies before they´ve finished milking her.

 

An old Danish proverb says that you don´t know your family until you´ve inherited. That might be the truth.

 

My own Christmas was not a sucess according to the norms. I learned that the thing about having a cosy time with your family all Christmas is a strongly exaggerated hyped-up necessity, and that it´s a rather cool thing to being almost all Christmas long. The day before Christmas Eve in Chrismas TIVOLI one of my shoes grap a kerb and I fell and my ancle landed in a 90 degrees curve. It swelled up to 3 times normal size, and the X-rays that where taken later that evening couldn´t be examinated for fractures until Dec 27th., when the radiologists went to work after Christmas. Until then I had to lay down and keep it calm with severe pains and a crutch. Alone at home, while the rest of my family where gathered at another place. Great. 

 

3 days before Christmas Eve a near family memeber called me. One of those calls, you know, where you can´t get a word entered, where it feels like a hyterically commanding is flying on your ears, where you don´t know why and where you sit left back with the telphone in your hand staring at it and thinking: "WHAT HAPPENED HERE?" ," Why is he behaving like this?" and "what have I done to him, since I deserve this teatment now?" I still don´t know. ´Cause you can feel so hurt, powerless, shoked and inabled to act in that situation, that you don´t manage to calling him back to ask him.  

 

I´ve never understood why, but it seems to me tht all emotions in family relations are x1000 during Christmas. Happy people get extremely happy. People who are unhappy get depressed and people who are jaloux, -well there their jalousy breaks out like a fire eating all constructive thoughts, - in this case it really hurt me, so much that not until now I´m recovering from the experience.  My ancle is OK after a heavy sprain. 

  

 

So I´m happy that "Christmas goes on to Easter", like another Danish proverb says then I can catch it up, and I happened to suceed in that in my work. I´ve so much good Christmas spirit here in January. It´s really fun to be me  right now. If I could have any other wish except for the 2 bolsters I got in present from my husband and youngest daugther, I would like to have some snow, so we can get some work done.

 

 

Have you ever thought about the fact that EVERYTHING you eat, drink, consume, decorate with, entertains yourself wth, all the Christmas presents nd the Christmas magazines, a. s. o has been created during the Christmas last year or right after? ... Well, I didn´t either, but I must agree it is rather funny taking part in that through these cold and dark winter months - and if it was up to me alone, I would take part in even more activities of preparing the coming Chrismas within a lot more of my artistically gifts if I had the oppertunity during January- March. 

  

But after these physically and mentally hardships during the newly ended Christmas, I´m missing energy- most of all I think I need to get away for some while, get spoiled, where it´s MY needs somebody is taking care of and where I can do something completely different with some new nice, exiting, inpiring people far away, though I can´t figure out right now how that could be realized. But I´l try to find a way.

 

OH!, now It´s begun snowing here in Tisvildeleje, så I gotta go to the Capital, in order to fix some shootings while it´s there. What a pity, it´such a beatiful view , when the snow falls here in Tisvilde between the small old fisher houses...

 B.R

Lisbet Lark, my workshop "Dukkehuset" in Tisvildeleje, Nothern Sealand.

 

 

 

-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-0-

 

Dansk version af bloggen "Knæk og Bræk" fra .d 13.januar 2014.

 

Første gang, jeg trådte ind i kulisserne til DR´s ny serie "Arvingerne," blev jeg dybt fascineret af den danske internationalt anerkendte kunstner Veronika Grønnegaards hjem på Sydfyn, hvor handlingen udspiller sig. Jeg har intil videre været med i 2. afsnit. Som så mange andre spørger jeg mig selv efter at have set de første afsnit, hvordan en kvindelig dansk kunstner kan være så anerkendt i udlandet også alligevel leve så anonymt i Danmark?

 

Måske er jeg dén, der bedst kender svaret, når jeg tænker efter, ligesom jeg også godt kan kende den grådighed, der omgiver hende og hendes kunst. Alt handler om kroner og ører for alle omkring hende, mens hun selv var mere immaterielt tænkende. Et typisk kunstnersind i et typisk kuntnerliv. Grådigheden, ikke mindst i de personer, der lever af hende og hendes kunst, da hun falder væk i Julen, samt den panik, der opstår, når "malkekoen" dør, før de er blevet færdige med at malke hende.

 

Et gammelt ord siger, at man ikke kender sin familie, før man har arvet. Det skal nok være rigtigt.

 

Min egen Jul blev nu heller ikke noget at råbe Hurra for. Det blev en Jul, hvor jeg fandt ud af, at dét dér med familiehygge-tam-tam er en stærkt overdrevet opreklameret nødvendighed, og at det egentlig er ret fedt at være alene i Julen. Lillejuleaften hang min sko nemlig fast i en kantsten i JuleTivoli, så jeg faldt og landede med anklen knækket i 90 grader med foden vippet inde mod den anden fod. Anklen hævede op til 3 dobbeltstørrelse, og røntgen billederne, der blev taget senere på aftenen, kunne først gennemses for knoglebrud 3. juledag, når chefradiografer og røntgenlægerne mødte ind igen efter Julen. Indtil da skulle jeg lægge mig ned og holde den i ro med kraftige smerter og en krykke ved hånden. Alene, mens familien var samlet et andet sted. Great. 

 

3 dage før Juleaften var jeg blevet ringet op af et nærtstående familiemedlem. Du ved, én af de dér samtaler, hvor man stort set ikke får et ord indført, hvor en hysterisk og kommanderende overfusning er ved at blæse ørerne af én, uden at man er klar over hvorfor og hvor man sidder tilbage med telefonrøret i hånden bagefter og stirrer på det og tænker "Hvad skete der lige her?", "Hvorfor opfører han sig sådan?" og "Hvad har jeg gjort ham?" Det ved jeg stadig ikke. For man kan blive så såret, afmægtig, chokeret og handlingslammet, at man ikke magter at ringe tilbage for at få det udredt.  

 

Jeg har aldrig helt forstået hvorfor, men det er, som om alle følelser i familierelationer bliver X 1000 i Juletiden. Lykkelige mennesker bliver overlykkelige. Folk, der er kede af det i forvejen, bliver deprimerede og hos folk, der er jaloux, - ja der bryder jalousien ud i en lys lue, der fortærrer al konstruktiv tankegang, - i dette tilfælde gjorde det virkelig ondt, så ondt at jeg først nu så småt er ved at komme mig over det. Anklen er forlængst kommet sig over en svær forstuvning. 

 

Så jeg er glad for, at Julen varer lige til Påske, så jeg kan nå at indhente den, og det går det fint med. Jeg er megameget i julestemning her i januar, selvm alt er pakkt væk hjemme. Det er virkeligt sjovt at være mig lige nu. Hvis jeg skulle ønske mig noget udover de lejringshynder, jeg fik i julegave af min mand og yngste datter, så skulle det være lidt sne i den næste uges tid, så vi kan få færdiggjort noget arbejde.

 

Har du nogensinde tænk på, at ALT, hvad du spiser, drikker, forbruger, pynter op med, underholder dig med, alle julegaverne og julekatalogerne, o.s.v,  er blevet skabt lige under og lige efter den foregående Jul? ... Nej, vel?.... Heller ikke jeg, men jeg må sige, at det er ret skønt at være med til i disse mørke vintermåneder,- og stod det til mig, ville jeg gerne arbejde indenfor endnu flere af mine kunstneriske områder med forberedelserne til den kommende Jul i januar- marts.

 

Men efter de fysiske og psykiske strabadser i den netop overståede Jul, mangler jeg energi. Jeg trænger måske allermest til at  komme væk i nogle dage, blive forkælet, hvor det er MINE behov, der er i centrum og lave noget HELT andet sammen med nogle nye søde, spændende, inspirerende mennesker langt væk, selvom jeg ikke kan se lige nu, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Men jeg finder nok på noget.

 

Nå, nu er det begyndt at sne her i Tisvilde, så må jeg nok hellere se at komme ind ad Hovedstaden til, så vi kan få nogle skud i kassen. En skam, for her er godt nok smukt, når julesneen daler mellem de små fskerhuse...

 

V.h.

Lisbet Lærke, mit værksted "Dukkehuset", Tisvildeleje.